Om centeret
Center for Pårørendeinddragelse - CEPI er et kompetence- og videnscenter, der indsamler og genererer viden samt understøtter pårørendeinddragelse i den kliniske hverdag i Region Syddanmark. Det sker bl.a. via forskning og kompetenceudvikling af personalet i sygehusene.
CEPI blev etableret under Psykiatrien i Region Syddanmark i 2021 og blev 1. januar 2026 en del af Sygehus Lillebælt, som følge af den ny sundhedsreform. CEPI har til huse og fælles ledelse med Center for Fællesbeslutningstagning.
CEPIs arbejde og tilbud omfatter alle sygehusene i Region Syddanmark og bidrager til at understøtte ensartede tilbud til pårørende på tværs af regionen – uanset hvilken diagnose, der er tale om hos patienten. Der er et særligt fokus på regionens børn og unge, som er pårørende til en syg forælder eller søskende - og som i større eller mindre grad kan have behov for en ekstra indsats for at mestre deres situation og forebygge mistrivsel.
CEPI indsamler og genererer viden om best practice i forhold til pårørendeinddragelse med fokus på både somatik og psykiatri. Der er både fokus på inddragelse af voksne pårørende og på børn, der er pårørende til en forælder eller en søskende med psykisk eller somatisk sygdom.
Centerets primære opgaver:
- Generering og indsamling af viden via forskning.
- Rådgivnings- og undervisningsfunktion for sygehusenes kliniske afdelinger.
- Understøtte indsatser for børn og unge, som er pårørende.
- Netværksdannelse med sygehuse, regioner og andre interessenter, herunder civilsamfundet.
- Kompetenceudvikling af kliniske medarbejdere i regionen.
- Formidling af viden til sundhedsvæsenet, kommuner, uddannelsessteder og andre interessenter.
Udviklingen af CEPI sker i et samarbejde med en styregruppe med repræsentanter fra både de somatiske sygehuse og psykiatrisygehuset. I styregruppen deltager der også patient- og pårørenderepræsentanter.
Pårørende
Pårørende er ofte centrale støttepersoner for patienterne, og samtidig kan det være hårdt at være tæt på en person, der lider af alvorlig sygdom. Pårørende risikerer selv at få belastningsreaktioner, såsom angst, depression og stress af de svære sygdomsforløb og særligt børn, der har forældre eller søskende med psykisk sygdom, lider ofte i det skjulte. Derfor skal pårørende have mulighed for hjælp, og hjælpen skal tilbydes systematisk og tilpasses den enkeltes behov ud fra en stepped care tilgang.
Pårørendeinddragelse
De fleste organisationer, offentlige myndigheder og beslutningstagere skelner mellem forskellige former for pårørendeinddragelse:
- Individuel pårørendeinddragelse, som handler om, at den pårørendes erfaringer, viden og ønsker inddrages i et forløb med henblik på at understøtte patientbehandlingen.
- Organisatorisk pårørendeinddragelse, som handler om, at pårørendes perspektiver inddrages i fx pårørenderåd, bestyrelser, styregrupper og udviklingsarbejde.
- Indsatser målrettet den pårørende selv, som handler om den pårørendes egne behov for støtte til at håndtere sin situation i lyset af, at det kan være mentalt og fysisk belastende at være pårørende.
I Center for Pårørendeinddragelse arbejder vi ud fra en antagelse om, at de tre opgaver hænger uløseligt sammen. Dette afspejler sig også i vores eget arbejde med pårørendeinddragelse. Vi inddrager pårørende som samarbejdspartnere i alt fra centrets styregruppe, i forskning, og når vi udvikler informationsmateriale såsom pjecer, film og podcasts.
CEPIs opgave er at understøtte medarbejderne i sygehusene, sådan de har viden og kompetencer til at varetage den individuelle pårørendeinddragelse og støtte af pårørende, som er forankret i sygehusenes afdelinger. I øvrigt tilbyder PsykInfo Region Syddanmark anonym rådgivning for pårørende samt herunder børne- og ungesamtaler, familiesamtaler og kurser for børn som pårørende. Læs mere om rådgivningen på PsykInfo's hjemmeside. Læs mere om rådgivningen på PsykInfo's hjemmeside.