April 2025
Foråret er her, og vi glæder os over at se, hvordan alle de frø, vi har sået i løbet af 2024, nu begynder at spire frem. Det giver os anledning til at fortælle om vores igangværende initiativer, der både rummer muligheder for vækst og åbner op for nye initiativer og tiltag, som vi ser frem til at dele med jer.
Netop nu modtager vi spændende evalueringer fra 12 prøvehandlingsprojekter fordelt på regionens fem sygehuse. Projekterne skal gøre sygehusene klogere på best practice i forhold til opsporing og hjælp til pårørende børn og unge samt deres familier. CEPI sammenfatter og præsenterer projekternes resultater for regionsrådet inden sommerferien. Du kan læse beskrivelser af projekterne på CEPIs hjemmeside: Prøvehandlinger – Børn og unge som pårørende
Politisk fokus på børn som pårørende og det nære sundhedsvæsen
Vores arbejde understøtter regionens strategiske ambitioner om tidlig og målrettet forebyggelse af børn og unges mistrivsel samt øget sammenhæng i sundhedsvæsenet. Disse to områder er helt centrale for vores indsatser omkring børn som pårørende og det nære sundhedsvæsen.
Fra nationalt hold er der givet finanslovsmidler til regionerne for indsatser for børn og unge, som er pårørende. Regionsrådet i Region Syddanmark behandler udmøntningen af midler på deres møde 23. juni, hvilket vi i CEPI ser frem til. Samme dag behandler regionsrådet evalueringen af de 12 prøvehandlingsprojekter for indsatser for børn og unge, som er pårørende
Sæt kryds i kalenderen – CEPI-konference den 9. oktober 2025
Som afslutning på prøvehandlingsprojekterne afholder CEPI en konference i DGI-Huset i Vejle. Så sæt allerede nu kryds i kalenderen den 9 oktober 2025.
Dagen bliver opfølgning på vores konference fra foråret sidste år. Det primære fokus bliver videndeling fra de erfaringer, som sygehusene har gjort sig med prøvehandlingsprojekterne, men vi skal også inspireres udefra, og vi arbejder benhårdt på at strikke et spændende program sammen til jer. Og så vil vi præsentere jer for vores nye opgave, som er udvikling af et online læringsunivers med arbejdstitlen ”Når børn og unge er pårørende”. Du kan læse lidt mere om det herunder.
Nyt læringsunivers
I en ny indsats skal vi udvikle et online læringsunivers med fokus på børn og unge, som er pårørende. Formålet er at støtte familier, der er ramt af sygdom samt give viden og værktøjer til de medarbejdere, som møder og hjælper familierne, når en søskende eller forælder står overfor alvorlig sygdom. På konferencen ønsker vi at inddrage deltagernes perspektiver på et sådan læringsunivers, så vi bedre kan skræddersy det til ønsker og behov i familier og på tværs af regionens sygehuse. Vi glæder os derfor til at få input baseret på jeres erfaringer med pårørende børn og unge samt deres familier.
125 nøglepersoner er uddannet
Siden 2022 har CEPI uddannet nøglepersoner på tværs af psykiatrien og somatikken med særligt fokus på børn som pårørende. I 2024 nåede vi de første 125 uddannede nøglepersoner. I foråret 2025 har vi fokus på at understøtte dem i deres praksis, når vi tilbyder os som sparringspartnere ude på de forskellige afdelinger på tværs af regionens sygehuse. Vi har desuden nye kurser på vej. De kan findes i Plan2Learn: Nøglepersonskursus - Når børn er pårørende til en forælder, der har en alvorlig sygdom | Region Syddanmark
Vi følger også nøglepersonerne tæt via forskning og evaluering. Det gør vi blandt andet i forskningsprojektet ’børneinddragelse i voksenpsykiatrien’ og i vores evaluering af prøvehandlingsprojekterne, som også blev søsat i 2024, efter politisk opbakning.
Tidlig forebyggelse
Forskningsteamet har også travlt med en masse andre gode projekter:
WellCom: Tidlig forebyggelse for de yngste. Projektet WellCom, støttet af Trygfonden, arbejder med tidlig forebyggelse i familier med børn i alderen 1-3 år, hvor mor har en psykisk lidelse. Lektor Kirstine Agnete Davidsen fra Psykologisk Institut leder projektet, hvor vores forsker, Rikke, undersøger, hvilke familier der har særligt gavn af indsatsen, og hvordan den bedst implementeres i praksis.
Mindebamse: Støtte til børn i sorg Projekt Mindebamse fra Gudenå Hospice undersøger, hvordan en bog og en bamse kan hjælpe fagprofessionelle med at støtte børn, der oplever tab og sorg. Specialestuderende Signe Seegert og Emma Sandberg bidrager med værdifulde perspektiver i evalueringen af projektet, som måske kan brede sig endnu længere.
Samarbejde med Ulster University - Samtaler om tab og sorg: CEPI har etableret et samarbejde med Ulster University om at tilpasse et internationalt rammeværk for, hvordan man bedst taler med børn om svære emner, som det at miste en betydningsfuld voksen.
Voksne pårørende – også vigtige at støtte
VIVE-konferencen om pårørende den 5. marts 2025 i DGI-Byen satte fokus på, at voksne pårørende også risikerer mistrivsel. Vores egne projekter viser vigtigheden af, at sundhedsvæsenet samarbejder med civilsamfundet, for at frivilligorganisationers tilbud også understøtter sundhedsvæsenets tiltag, til gavn for både patienter og deres pårørende.
Det var status på, hvad der aktuelt rører sig i CEPI. Har du spørgsmål, gode idéer eller ønsker sparring, er du altid velkommen til at kontakte os. Vi ser frem til en god dialog med dig.
På vegne af hele CEPI-teamet,
Ulla Lindgren, Centerleder, CEPI – Center for Pårørendeinddragelse